Den hollandske portrætmaler Han van Meegeren blev millionær på at male og sælge falske Vermeer-værker. Men så kom krigens afslutning og en anklage om forræderi i vejen.
malede sin sidste “Vermeer”. Foto: Koos Raucamp – GaHetNa
Artiklen er skrevet til Dagbladenes Bureau som en del af en sommerserie om berømte svindlere.
Den 5. maj 1945 rykkede de allierede tropper ind i Holland og gjorde en ende på næsten fem års tysk besættelse. Samme dag blev Hitlers tidligere stedfortræder, Hermann Göring, befriet fra sin husarrest på slottet Mauterndorf af en gruppe forbipasserende Luftwaffe-soldater. Den tidligere så magtfulde topnazist og øverstkommanderende for Luftwaffe var faldet i unåde i krigens sidste dage, men nu var Hitler død for sin egen hånd, og de allierede rykkede frem mod Tyskland fra både vest og øst.
For at undgå at falde i kløerne på de russiske tropper satte Göring kursen mod vest, hvor han 6. maj overgav sig til amerikanerne.
11 dage senere trængte kaptajn Harry Anderson og hans folk fra den såkaldte “Monuments Men”-enhed ind i Altaussee-saltminen i Østrig, hvor Göring havde skjult sin enorme kunstsamling.
Den allierede specialenhed med det officielle navn “The Monuments, Fine Arts, and Archives program” havde blandt andet til opgave at tilvejebringe og og tilbagelevere kunstgenstande, som nazisterne havde stjålet, og i saltminekomplekset fandt de over 6.500 værker fra hele Europa – heriblandt en sand sensation: Et hidtil ukendt maleri af den hollandske barokmaler Jan Vermeer med titlen “Kristus og ægteskabsbrydersken”.
Nazisternes hang til dokumentere alt ned til mindste detalje betød, at det var nemt at finde ud af, hvorfra Göring havde fået maleriet. Han havde købt det af den tysk-hollandske kunsthandler og bankmand Alois Miedl helt tilbage i 1942 for den nette sum af 1,65 millioner hollandske gylden – svarende til over 80 millioner kroner i nutidspenge.
Alois havde boet i Holland siden 1932, men han var en berygtet kollaboratør med stærke bånd til flere topnazister, og siden besættelsen af Holland havde han specialiseret sig i at videresælge kunst og andre ejendele, som var blevet stjålet fra flygtede eller deporterede jøder. Han tilstod hurtigt, at han havde købt maleriet af en vis Han van Meegeren, en velhavende men relativt ukendt portrætmaler og kunsthandler.
Den 29. maj mødte to allierede officerer op på 55-årige van Meegerens adresse på den eksklusive Keizersgracht i Amsterdam og arresterede ham for landskadelig virksomhed og samarbejde med fjenden. Han blev indsat i Weteringschans-fængslet for at afvente sin videre skæbne, og den så ikke lys ud med en anklage om kollaboration med den forhadte besættelsesmagt og plyndring af en hollandsk kulturskat hængende over hovedet. Dødsstraf var en reel mulighed. Ikke desto mindre gik der seks uger, før van Meegeren besluttede at tilstå sin egentlige forbrydelse: Maleriet, som var endt i Görings hænder, var ikke malet af Jan Vermeer fra Delft i 1600-tallet, men af ham selv, Han van Meegeren fra Deventer, i det 20. århundrede.
Dygtig men uoriginal
Henricus Antonius “Han” van Meegeren malede sin første falske Vermeer, fordi han ville udstille hykleriet i den etablerede kunstverden og skabe et bevis på sit eget geni.
Han var uddannet fra det kongelige hollandske kunstakademi i Amsterdam, og op gennem 20’erne oplevede han en vis kommerciel succes med sine traditionelt figurative malerier, der var inspireret af de store hollandske mestre. Men i en tid, hvor nye bevægelser som kubisme og surrealisme stormede frem, stak van Meegerens “retrokunst” voldsomt ud, og kunstkritikere betegnede ham som en dygtig imitator uden originalitet.
Van Meegeren rasede mod denne behandling, blandt andet i artikler i magasinet De Kemphaan som på ingen måde mindskede kritikernes uvilje mod ham.
I stedet for at fortsætte sin frugtesløse kamp på ord besluttede Han van Meegeren at bevise over for kritikerne, at de tog fejl af ham. Han ville vise, at han ikke bare kunne kopiere de gamle mestre fra den hollandske guldalder – han kunne skabe et værk, der var på linje med deres.
Efter at have prøvet kræfter med en række maleres stil valgte van Meegeren, at hans perfekte forfalskning skulle være en Vermeer – ikke mindst fordi det medførte nogle praktiske fordele.
Dels var der på dette tidspunkt stor interesse for Johannnes Vermeer i de hollandske kunstkredse. Han var nærmest gået i glemmebogen efter sin død i 1675, men i begyndelsen af det 20. århundrede var han blevet “genopdaget”.
Dels var Vermeer en gådefuld herre, der på trods af et relativt kort liv – han blev 43 år – havde store mørke pletter i sin biografi. Samtidig kender vi kun til meget få værker fra Vermeers hånd. Kun 34-37 malerier er i dag anerkendt som ægte Vermeer-værker. Til sammenligning kender man til over 300 malerier af Rembrandt – og dertil et hav af raderinger og tegninger.
På van Meegerens tid var der derfor nærmest en forventning om, at flere Vermeer-malerier blot ventede på at blive opdaget og anerkendt. Og van Meegeren var opsat på at levere varen.
Vermeers mesterværk
I seks år arbejdede han på at tilegne sig de rigtige teknikker, perfektionere sine materialer og male den ene prøve efter den anden. Han købte autentisk lærred fra 1600-tallet, blandede sine egne farver efter gamle opskrifter og lavede sågar sine egne pensler af grævlinghår – ligesom dem Vermeer brugte. Han fandt ud af, at han kunne få malingen på lærredet til at fremstå, som om den var påført for 300 år siden, ved at tilføre bakelit og bage maleriet i en ovn ved 100 grader. Når han derefter rullede lærredet på en cylinder, fremkom de karakteristiske revner i malingen.
I 1937 var Han van Meegeren endelig klar til at vise sit mesterværk til verden. “Kristus og disciplene i Emmaus” var et religiøst motiv, inspireret af Caravaggios renæssancemaleri af samme navn. Van Meegeren vidste, at det ville bekræfte en teori blandt kunstkendere om, at Vermeer havde studeret i Italien. Gennem advokaten G.A. Boon præsenterede van Meegeren sit maleri for Abraham Bredius, en 80-årig ekspert i hollandsk guldalderkunst og tidligere vicedirektør for Rijksmuseum i Amsterdam. Bredius havde i 1932 bevist ægtheden af det nyfundne Vermeer-maleri “En herre og dame ved et spinet”, og selv om han havde trukket sig tilbage greb han straks muligheden for at præsentere verden for en ny Vermeer.
I en artikel i kunsttidsskriftet The Burlington Magazine udråbte Bredius “Kristus og disciplene i Emmaus” til Vermeers mesterværk. Han skrev blandt andet “I intet andet maleri af den store mester fra Delft finder vi en så stor følsomhed, en så dyb forståelse for Bibelshistorien – en opfattelse så fornemt og menneskeligt udtrykt ved hjælp af den højeste kunst (…)”
Maleriet endte med at blive solgt til Boymans Museum i Rotterdam for 520.000 gylden – knap 40 millioner i danske nutidskroner.
Efter syv års hårdt arbejde havde Han van Meegeren opnået, hvad han ville. Men i stedet for at stå frem og afsløre sit bedrag, som han oprindelig havde planlagt, tog han pengene og holdt sin mund.
Kæderygende morfinist
Over de kommende seks år malede van Meegeren yderligere seks falske Vermeer-malerier og derudover adskillige forfalskninger af andre guldaldermalere som Pieter de Hooch og Frans Hals. Falsknerierne indbragte ham en nærmest ufattelig formue, som han investerede i kunst, juveler og fast ejendom – blandt andet et overdådigt palæ i Amsterdam – og i sine laster, der inkluderede kæderygning, alkohol, unge piger og morfinholdige sovepiller.
Op gennem 40’erne blev hans alkohol- og morfinmisbrug værre og værre, og kvaliteten af hans falsknerier fulgte trop. Men trods sjuskeri blev enhver ny Vermeer fra hans hånd accepteret som ægte – muligvis fordi mange uerstattelige kunstskatte på grund af krigen var gemt væk under lås og slå og derfor ikke kunne bruges som sammenligningsgrundlag.
Til sidst indså Han van Meegeren tilsyneladende selv, at hans misbrug og dårlige helbred øgede risikoen for at blive afsløret. Han malede sin sidste Vermeer, “Fødderne vaskes”, i 1943.
Eller rettere, sin næstsidste Vermeer.
For to år senere var han tvunget til at male sit allersidste falskneri – og denne gang gjaldt det hans liv.
Falsk Vermeer i blitzlys
Da Han van Meegeren efter sin anholdelse og anklagen for landsforrædderi endelig krøb til korset og tilstod, at han havde forfalsket ikke bare Hermann Görings Vermeer, men også mesterværket “Disciplene i Emmaus” og flere andre nyligt fundne værker af både Vermeer, Hals, Borch og adskillige andre gamle mestre, var der ingen, der for alvor troede på ham. Hans ekstravagante livsstil, der absolut ikke stemte overens med en portrætmalers beskedne indkomst, havde i forvejen fået rygterne til at svirre. Mange var allerede inden anholdelsen overbeviste om, at han var kollaboratør.
Da van Meegeren insisterede, blev det angiveligt foreslået, at han skulle male en kopi af Görings Vermeer efter hukommelsen, men den arrogante van Meegeren nægtede. Han var ikke en simpel kopist. I stedet ville han bevise sin uskyld – og skyld – ved at male en helt ny, original Vermeer.
Udstyret med malergrej og regelmæssige forsyninger af alkohol og morfin brugte van Meegeren nu de kommende seks uger på at male “De skriftkloge” – et nyt værk i Vermeers stil, men uden Vermeers signatur. Presse og vidner fulgte hvert et penselsstrøg, og i løber af processen vendte offentlighedens billede af van Meegeren 180 grader – fra nazisympatisøren og landsforræderen til manden, der snørede Göring. Van Meegeren blev en folkehelt.
I sidste ende blev Han van Meegeren retsforfulgt for bedrageri, og i november 1947 blev han idømt et års fængsel. Han ventede stadig på at begynde på sin afsoning, da han døde af et hjerteanfald, 30. december 1947, 58 år gammel.
Hans ønske om at ydmyge den etablerede kunstverden gik i opfyldelse med et par årtiers forsinkelse. Der var kø ved håndvasken, og en belgisk ekspert insisterede sågar på, at visse af van Meegerens påståede falsknerier var ægte guldaldermalerier.
Anerkendelsen fik han også – på sin egen bagvendte facon. Hans falsknerier hænger stadig på museer verden, blandt andet det hollandske Rijksmuseum i Amsterdam, nu blot i van Meegerens eget navn. Hans egne, originale værker fik også et voldsomt popularitetsboost efter hans offentlige demonstration af sine falsknerevner, og efterspørgslen blev så stor, at der kom falske van Meegeren-værker på markedet. I 60’erne forsøgte van Meegerens egen søn Jacques sågar at kapitalisere på sit ophav ved at sælge sine egne malerier i faderens navn.
Van Meegerens sidste falske Vermeer, “De skriftkloge”, blev solgt på auktion for 3.000 gylden og hænger i dag i en kirke i Johannesburg i Sydafrika.
Og hvad angår Hermann Göring, så går historien, at han afventede sin henrettelse for krigsforbrydelser i Nürnberg, da han fik at vide, at hans Vermeer var blevet afsløret som et falskneri. Ifølge et vidne så den tidligere stedfortræder for Adolf Hitler ud, “som om han for første gang havde indset, at der fandtes ondskab i verden”.